06.03.2013
m_admin

Pokalsejr over Vesthimmerland.

3. gang blev lykkens gang

To gange tidligere i sæsonen har vi tabt meget tætte kampe til Team Vesthimmerland. Tirsdag var det igen tid til drama, da holdene mødtes i 6. runde af pokalturneringen.

Aabybroholdet er i øjeblikket inde i en fase, hvor tingene er begyndt at lykkes. Holdet har efter jul fået 7 sejre i 9 kampe og fundet troen på at holdet hører til i 2. division. I kampene er der et både fysisk og mentalt overskud, og en tro på, at selvom vi bliver mødt af modstand, vil tingene lykkedes til sidst.

Kampen mod Vesthimmerland startede meget lige, men langsomt trak vi fra. Vores forsvarsspil var gennem hele kampen glimrende og Vesthimmerland havde mere end svært ved at komme til kvalificerede afslutninger. I den anden ende af banen spillede vi i første halvleg meget fint angrebsspil, og når vi bevarede tålmodighed kom vi frem til mange fine scoringer. På trods af flere chancer for at komme foran med både 4 og 5 mål, fik vi aldrig slået det afgørende hul. Ved pausen var vi kun foran med 2.

2. halvleg var en meget mærkelig halvleg. Vi spillede fortsat godt, men de frie chancer blev ikke omsat i mål. Det betød at Vesthimmerland langsomt hentede ind på os, og med 3 minutter igen kom de foran for første gang i kampen ved stillingen 17-16. Vi havde på dette tidspunkt blot scoret 4 mål i 2. halvleg! Med 20 sekunder igen udlignede Helene Simoni og kampen måtte i forlænget spilletid.

I den forlængede spilletid fik vi justeret nogle småting i forhold til afslutningerne, og det betød at vi konstant var i teten. Der var stor glæde i Aabybro lejren efter kampen, og vi er utroligt glade for at være klar til 7. runde af pokalturneringen. Det er en tangering af klubrekorden.

Målscorere: Katrine Stilling 5, Lene Dietz 4, Kirstine Staal 4, Helene Simoni 2, Jeanett Andersen 2, Nanna Jensen 2, Tine Mikkelsen 1, Louise Andersen 1, Pernille Larsen 1, Amalie Bak 1

< TILBAGE TIL NYHEDSOVERSIGT

Udvalgte sponsorer