07.11.2012
m_admin

UGENS AAHK ÅRGANG – U10 DRENGE

Aabybro HK U10 Drenge

Med 19 friske spillere og 4 erfarne trænere er Aabybro HK U10 drenge nu godt i gang med sæsonen.

Fra starten midt i sepember og frem til nu, har drengene allerede udviklet sig rigtig meget. Mange af spillerne startede nærmest på bar bund med at skulle kaste og gribe, og allerede nu trænes der ihærdigt med fodfinter og presspil, eller i hvert fald noget der skal ligne.

Trænerteamet prøver at sikre, at alle har det sjovt og bliver udfordret på det rette niveau. Det er vigtigt at finde og bevare glæden ved spillet, så klubben kan holde på spillerne mange år fremover. Drengenes udvikling sker typisk i ryk, og det er fantastisk at se smilet i drengenes ansigter, når de pludselig opdager, at det faktisk kan lade sig gøre at lave en skudfinte og score med hop ind over stregen. Det skal være sjovt, men der skal også læres noget. Jo mere man kan, jo sjovere er det at spille håndbold.

Der er planlagt en masse aktiviteter for drengene i løbet af sæsonen. Holdet har allerede deltaget i ”Fed Aahk weekend” med klubbens årlige sponsorløb efterfulgt af aktiviteter, fællesspisning og overnatning i hallen. Derudover skal holdet deltage i Julecup i Bjerringbro 3 dage mellem jul og nytår samt Aahks eget påskestævne, som drengene ser meget frem til. Sidst, men ikke mindst, skal holdet spille forkamp til Aalborg Håndbolds hjemmekamp den 22. december, og efterfølgende løbe ind på banen sammen med Mads Larsen, Kristian Kjelling og alle de andre stjerner. Det bliver fedt at spille håndbold med flere tusinde tilskuere.

Desværre er der kun 3 andetårs spillere (årgang 2002) blandt drengene, hvilket gør, at man tit er udfordret på størrelsen, når der spilles kampe. Et år gør meget i den alder, både hvad angår håndboldkunnen og størrelse. Så selv om drengene kæmper alt hvad de kan, har de tabt lidt flere kampe, end de har vundet her i starten af sæsonen. Men, nu er de for alvor begyndt at spille sammen og dække op, og heldigvis er der fundet to rigtig gode målmænd. Så til foråret, og ikke mindst til næste sæson, bliver drengene rigtig gode.

Trænerne U10 drenge,
Aksel, Torsten, Lasse og Mads

< TILBAGE TIL NYHEDSOVERSIGT

Udvalgte sponsorer